Lockoutens omfang på social- og sundhedsskolerne

Medlemmer af FOA er ikke omfattet af den varslede lockout på social- og sundhedsskolerne.

FOA har den 28. februar 2013 udsendt en meddelelse, hvoraf fremgår, at medlemmer af FOA, som er ansat som lærere på social- og sundhedsskolerne, vil blive omfattet af en eventuel lockout.

LC har tilsvarende meddelt, at FOA pr.1. januar 2013, er optaget i LC for så vidt angår medlemmer, der er ansat på SOSU-skolerne, og at lærere der er organiseret i FOA, vil være omfattet af den varslede lockout.

Finansministeriet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at der alene er varslet lockout for medlemmer af

  • Danmarks Lærerforening 
  • Dansk Socialrådgiverforening 
  • Dansk Sygeplejeråd
  • Dansk Tandplejerforening
  • Danske Bioanalytikere 
  • Danske Fysioterapeuter 
  • Ergoterapeutforeningen 
  • Farmakonomforeningen 
  • Jordemoderforeningen 
  • Socialpædagogernes Landsforbund

som er omfattet af organisationsaftale af 21. oktober 2011 for ledere og lærere ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse, der udbyder de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

Den varslede lockout omfatter således ikke lærere, der er medlemmer af andre organisationer, fx FOA, uanset om disse organisationer er eller bliver medlem af LC.