Faglige fyrtårne giver sparring og høj faglighed

Med sine mange års erfaring i Finansministeriets koncern er chefkonsulent, Carsten Holm, det man kalder for fagligt fyrtårn. Sammen med sin kontorchef, Sara Bacher Jakobsen, fortæller han om deres erfaringer med faglige fyrtårne, og hvilke muligheder, der er ved at have et fagligt fyrtårn i kontoret.

Faglige fyrtårne er kendetegnet ved høj faglighed og mange års erfaring. Det er de medarbejdere, der ofte kan understøtte og være sparringspartnere for kollegaer, når der opstår komplekse problemstillinger. Derfor er der et stort potentiale i at tilknytte faglige fyrtårne på arbejdspladsen.


I Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er chefkonsulent i Center for Overenskomster, Carsten Holm, en af disse faglige fyrtårne. Med 40 år i Finansministeriet – heraf størstedelen inden for overenskomster og løn – har han en indgående viden og erfaring, som han nu forsøger at bringe i spil til gavn for sine kolleger.

Jeg forsøger med mine mange års erfaring i staten at være sparringspartner – både for dem, jeg arbejder direkte sammen med, men også øvrige kollegaer i kontoret. Oftest er det mest nærtliggende at sparre med kollegaer inden for mit eget sagsområde, men jeg prøver også – så godt jeg kan - at hjælpe mine øvrige kollegaer og skubbe dem i en ny retning, som de kan gå videre med, fortæller Carsten.

Carstens rolle som fagligt fyrtårn er kommet til over tid, men særligt de sidste par år er det blevet drøftet mere eksplicit og med resten af kontoret. For at det faglige fyrtårn får legitimitet, er det nemlig vigtigt, at lederen er tydelig omkring fyrtårnets rolle. Derfor er det ifølge kontorchef i Center for Overenskomster, Sara Bacher Jakobsen, også blevet til en af Carstens opgaver:

Det er en af Carstens tydeligt definerede roller, at han er go-to person. I kontoret har vi tydeligt italesat, at Carsten er tilgængelig for alle. Vi har skåret Carstens øvrige opgaveportefølje til, så der er plads til at være fagligt fyrtårn i kontoret og på tværs af styrelsen, forklarer Sara.

I nye problemstillinger bliver erfaring tilmed et værdifuldt værktøj. Selvom det kan være nemt at gå tilbage til gamle løsninger eller holde fast i de samme tilgange, er det ifølge Sara ikke nødvendigvis noget, der kendetegner et fagligt fyrtårn. Derimod kan det bidrage til kreative og nye tanker. 

Der er ingen tvivl om, at med de komplekse sager vi sidder med, er der brug for at se sagen fra mange vinkler. Med sin erfaring har en medarbejder som Carsten grundforudsætningerne for at tænke kreative tanker og finde nye vinkler. Det er både en stor hjælp, når vi møder opgaver, vi ikke har set før. Men for mig som leder er det også en stor fordel, at vi har så meget viden og historik forankret hos Carsten. Den viden forsøger vi at give videre til medarbejderne i kontoret, så den er bredt forankret, fortsætter Sara.

Det er vigtigt, at faglige fyrtårne føler sig anerkendt af såvel deres leder og kollegaer. Det faglige fyrtårne skal ikke komme med færdige løsninger, men kunne undersøge og være fagligt nysgerrig i samarbejdet med sine kollegaer. For Carsten bidrager det ikke kun til den faglige sparring, men holder også tingene spændende og giver mulighed for selv at lære noget af kollegaerne.

Det er en måde, jeg godt kan lide at arbejde på, fordi det er med til at holde tingene spændende for mig. Jeg lærer også af mine yngre kollegaer, som kommer med helt andre tilgange. På den måde tror jeg, at der er en vekselvirkning. Og så kan jeg bidrage med sparring på både ledelses- og medarbejderniveau, siger Carsten.