Parterne på det statslige arbejdsmarked har i dag afholdt sættemøde om deres krav til forhandlingerne om nye overenskomster for medarbejderne i staten.
Staten og de faglige organisationer skal i 2021 forhandle en ny overenskomst på plads for de omkring 195.000 medarbejdere, der er ansat på de statslige arbejdspladser. Dermed er overenskomstforhandlingerne nu officielt skudt i gang.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsens direktør, Signe Friberg Nielsen, leder forhandlingerne med Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Akademikerne. Forhandlingerne begynder i starten af januar.
Forud for forhandlingerne, tirsdag den 15. december, har Skatteministeriet og de faglige organisationer på det statslige område udvekslet overenskomstkrav.
I dag blev disse krav præsenteret på et sættemøde i Skatteministeriet, hvor skatteministeren og CFU, som repræsenterer lønmodtagerne, deltog.
Der afholdes sættemøde med Akademikerne fredag den 18. december.
De nuværende overenskomster udløber ved udgangen af marts 2021.