Nu får alle statslige ledere med personaleansvar igen mulighed for at komme på den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø - FLIPA. Uddannelsens 6. hold starter op i oktober, og det er nu muligt at tilmelde sig på FLIPA.dk. Den eksterne evaluering foretaget af EVA viste, at lederuddannelsen er en stor succes, og at lederne får rigtig mange gode værktøjer og viden med sig fra kurset.
MEDST OG CFU er glade for, at det nu igen er muligt at tilbyde ledere i staten at komme på uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Uddannelsens første fem hold har været en stor succes, og parterne har modtaget mange forespørgsler om, hvornår det igen ville være muligt at komme på et hold.
Der er ikke noget at sige til, at uddannelsen er eftertragtet. For alle arbejdspladser er det vigtigt at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, da det har stor betydning for både kvalitet, produktivitet og fastholdelse af dygtige medarbejdere. Netop nu efter en lang periode med Corona står mange arbejdspladser over for at skulle reboarde medarbejderne, og nogle steder skal man måske have pustet nyt liv i de gode relationer, det gode samarbejde og det gode psykiske arbejdsmiljø.
På lederuddannelsen underviser Malene Friis Andersen, Marie Kingston og Claus Elmholdt, der alle er eksperter i ledelse og psykisk arbejdsmiljø. Lederuddannelsen lægger vægt på, at der veksles mellem teori og praksis samt at være anvendelsesorienteret, så det er nemt for lederne at gå hjem og gå direkte i gang med det lærte.
Målgruppen for uddannelsen er alle statslige ledere med personaleansvar. Erfaringerne fra de tidligere hold viser, at det giver stor værdi for ledere på tværs af forskellige typer arbejdspladser, ledelsesniveauer og ledelseserfaring at mødes og udveksle erfaringer.
Hvis du er leder og ønsker at tilmelde dig, kan du gøre det på flipa.dk. Tilmeldingsfristen er fredag den 10. september 2021.
Læs mere om evalueringen af uddannelsen her
Spørgsmål vedr. uddannelsens indhold:
Malene Salskov Amby
Akademikerne
msa@ac.dk
Spørgsmål vedr. tilmelding, framelding, betaling mv.:
Jannie Lise Andersen
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
janad@medst.dk
Modul 1: Tirsdag d. 5. oktober kl. 9.00-16.00 (ankomst fra 8.30)
Netværksmøde 1:
Gruppe 1: d. 1. november kl. 9.00-12.00
Gruppe 2: d. 1. november kl. 12.30-15.30
Gruppe 3: d. 2. november kl. 9.00-12.00
Modul 2: Tirsdag d. 9. november kl. 9.00-16.00 (ankomst fra 8.30)
Netværksmøde 2
Gruppe 1: d. 1. december kl. 9.00-12.00
Gruppe 2: d. 1. december kl. 12.30-15.30
Gruppe 3: d. 2. december kl. 9.00-12.00
Modul 3: Torsdag d. 9. december kl. 9.00-16.00 (ankomst fra 8.30)