Ny temaside skal samle indsatsen mod seksuel chikane på arbejdspladsen

Som et nyt initiativ lancerer Medarbejder- og Kompetencestyrelsen en temaside, der skal understøtte indsatsen mod seksuel chikane på statslige arbejdspladser.

Den seneste tids offentlige debat har vist, at der er mange tilfælde af seksuel chikane på arbejdspladsen. Det tyder desværre på, at problemet er større og mere udbredt, end nogen havde forestillet sig.

Som arbejdsgiver har man det overordnede ansvar for at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø, så medarbejdere kan passe deres job uden at risikere at få forringet deres helbred på grund af krænkende handlinger som seksuel chikane. Det gælder også på det statslige område. Derfor lancerer Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i dag en ny temaside, der skal styrke forebyggelsen og håndteringen af seksuel chikane på arbejdspladsen.

”På de statslige arbejdspladser er seksuel chikane helt uacceptabelt. Det indebærer, at staten som arbejdsgiver skal forebygge seksuel chikane på alle niveauer. Og der skal være klare og kendte retningslinjer, der beskriver, hvordan vi griber ind og håndterer det, hvis det alligevel sker. Det skal være trygt for alle medarbejdere i staten at gå på arbejde”, siger styrelsesdirektør Signe Friberg Nielsen.

Med den nye temaside bliver retningslinjer og information om forebyggelse, kortlægning og håndtering af seksuel chikane på arbejdspladsen samlet ét sted.

Samtidig indeholder temasiden konkrete forslag til, hvordan arbejdspladsen kan forebygge seksuel chikane og komme den til livs, fx ved at udvikle og udbrede kendskabet til lokale procedurer og politikker.

Du kan besøge temasiden her