I dag træder reglerne om fremvisning af coronapas på de statslige arbejdspladser i kraft. Det betyder, at arbejdsgivere på det statslige overenskomst- og aftaleområde skal pålægge medarbejderne at fremvise coronapas, når de møder fysisk ind på deres arbejdspladser.
Coronapas
Den stigende corona-smitte i samfundet betyder, at der nu bliver indført krav om, at medarbejderne på de statslige arbejdspladser skal kunne fremvise coronapas, når de møder fysisk ind på arbejdspladsen.
Coronapasset dokumenterer, at man er vaccineret, omfattet af immunitet som følge af tidligere smitte eller for nylig testet negativ. Har man ikke et gyldigt coronapas, og er man undtaget fra krav om test, skal man i stedet for coronapas kunne fremvise dokumentation for, at man er undtaget krav om test. Denne dokumentation skal være udstedt og underskrevet af et kommunalt borgerservicecenter.
På de enkelte arbejdspladser er det arbejdsgiverens opgave at informere medarbejderne om det nye krav om forevisning af coronapas og at informere samarbejdsudvalg, tillidsrepræsentant m.v., efter de gældende regler. Det er også arbejdsgiverens opgave at implementere kravet om forevisning af coronapas under hensyntagen til forholdene på arbejdspladsen.
Reglerne om coronapas på de statslige arbejdspladser træder i kraft fredag den 26. november 2021, og gælder indtil corona ikke længere er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.