Masterclass om Ledelse af ledere

Masterclassen styrker dig som kontorchef i rollen som leder af ledere.

I denne rolle har du ansvar for at understøtte andre ledere, så de lykkes med deres lederskab og bidrager til en god og effektiv opgaveløsning. Masterclassen giver dig konkrete redskaber til at skabe resultater gennem andre.

Masterclassen henvender sig til ledere af ledere på både direktions- og kontorchefniveau. Gennem forløbet får du indsigt i, hvordan du bedst understøtter ledere med formelt lederansvar (fx kontorchefer, teamledere og souschefer), og andre med et uformelt lederansvar (fx chefkonsulenter og projektledere). Du arbejder med, hvordan du aktivt understøtter og udvikler deres lederskab og ledelse af kerneopgaven.

Vi sætter fokus på, hvad det vil sige at være leder af ledere i praksis, og hvordan denne rolle adskiller sig fra at lede medarbejdere direkte.

Du arbejder med at styrke din egen rollebevidsthed og træner, hvordan du er den gode sparringspartner for, at dine ledere kan udvikle sig og skabe resultater. Her får du også greb til at håndtere de typiske udfordringer og dilemmaer, der opstår i ledelse af ledere.

Samtidig sætter vi fokus på, hvordan du skaber en kultur for, at lederne leder opad og på tværs i organisationen, så de bidrager aktivt til både strategisk udvikling og drift. Vi arbejder med, hvordan du skaber retning, sammenhængskraft og fælles fremdrift gennem andre ledere.

Forløbet bygger på den nyeste forskning inden for ledelse af ledere og omsætter den til praksisnære metoder. Du får mulighed for at arbejde med egne udfordringer og cases, så du kan omsætte læringen direkte til din ledelsespraksis.

Som deltager får du:

  • Forskningsbaseret viden om ledelse af ledere – Du får perspektiver på rollen som leder af ledere, formidlet af en erfaren ekspert. Herunder indsigt i, hvad der kendetegner opgaven med at lede ledere samt hvordan ledelsesopgaven ændrer karakter på forskellige ledelsesniveauer og adskiller sig fra ledelse af medarbejdere.

  • Praktiske greb – Metoder til at skabe resultater gennem andre og styrke din rollebevidsthed. Du arbejder bl.a. med at afklare og håndtere de dobbelte roller og dilemmaer, der kan opstå i spændet mellem ledelse og faglighed.

  • Konkret træning – Med afsæt i dine egne udfordringer arbejder du med, hvordan du udvikler og understøtter dine lederes lederskab gennem blandt andet feedback, sparring, forventningsafstemning og delegering.

  • Erfaringsudveksling og refleksion – Sparring med andre statslige ledere om konkrete udfordringer i et fortroligt rum, hvor der er plads til både refleksion, videndeling og inspiration på tværs af ledelsesniveauer.

Målgruppen for Masterclassen ledelse af ledere

Målgruppen henvender sig til ledere på direktions- og kontorchefniveau i staten, som har ansvar for at lede andre ledere - enten med formelt lederansvar, såsom kontorchefer, souschefer og teamledere, eller med et uformelt lederansvar, såsom chefkonsulenter og projektledere.

På masterclassen vil der være dialoger i plenum samt grupper, hvor vi så vidt muligt sammensætter grupperne på samme ledelsesniveau i det omfang, det vil være relevant. 

Omfang

Masterclassen forløber over to separate dage uden overnatning, samt en times online opstartsmøde én uge inden selve masterclassen.

Opstart

Masterclassen afholdes med online opstartsmøde den 26. august kl. 8.30 - 9.30 samt den 1.-2. september 2026, begge dage kl. 9.00-16.00 på MBK, Pilestræde 61, 1112 København.

Tilmeldingsfrist den 30. juni 2026 kl.12.00.

Tilmeldingsprocedure

Vi fylder holdene op efter tilmeldingsfristen for at sikre en vis balance mellem forskellige ministerområder, køn m.m. En tilmelding er derfor ikke ensbetydende med en plads på holdet.

Du vil efter tilmeldingsfristen modtage en endelig bekræftelse på, om du er optaget på holdet, herefter anses tilmeldingen som bindende.

Pris og betaling

Prisen for at deltage i masterclassen – Ledelse af ledere er 7.000 kr. ekskl. moms, som betales efter masterclassen er afholdt.

Når deltageren har fået tilbudt en plads på holdet, hæfter arbejdspladsen for det fulde deltagergebyr.

Mulighed for lukkede hold

Der er mulighed for at købe masterclassen til egen organisation som et lukket hold for hele ledergruppen. Kontakt os for at høre mere. 

Om underviser

Lene Flensborg er erhvervspsykolog med mange års erfaring i ledelsesudvikling i staten. Hun har skrevet flere bøger, herunder bogen Ledelse af ledere – kunsten at finde og træde nye stier. Lene er partner i konsulentvirksomheden Laborate.

Læs mere om Lene på www.laborate.dk