Denne temaside om kunstig intelligens (AI) henvender sig til arbejdsgivere på de statslige arbejdspladser. Temasiden giver viden og inspiration til lokale løsninger tilpasset den enkelte arbejdsplads.
Det er vigtigt, at ledelsen forholder sig strategisk til arbejdspladsens tilgang til kunstig intelligens med fokus på at øge kvalitet og effektivitet i opgaveløsningen. I forlængelse heraf skal ledelsen forholde sig til mulige faldgruber samt bidrage til ansvarlig brug af kunstig intelligens på arbejdspladsen ved at klæde medarbejderne på med viden om relevante regler og fremme dialog om arbejdspladsens interne retningslinjer for brug af kunstig intelligens.
Implementering og brug af kunstig intelligens er en organisatorisk forandring, der kræver forandringsledelse. Ledelsen skal sætte retning og organisere arbejdet med at implementere kunstig intelligens ud fra arbejdspladsens tilgang til området. Samtidig skal ledelsen være opmærksom på forskellige reaktioner på og tilgange til kunstig intelligens blandt både ledere og medarbejdere.
Det er vigtigt, at ledelsen og medarbejderne samarbejder om kunstig intelligens. Ledelsen kan fx inddrage medarbejdernes erfaringer og faglige viden, når arbejdspladsen afdækker potentielle anvendelsesområder. Ved implementering af kunstig intelligens skal ledelsen desuden være opmærksom på eventuelle krav til information og drøftelse i samarbejdsudvalget.
Arbejdspladsen kan med fordel strukturere det organisatoriske arbejde med at implementere kunstig intelligens ved at tænke arbejdspladsens brug af kunstig intelligens ind i de etablerede processer og værktøjer, såsom kompetencestrategi, medarbejderudviklingssamtaler og arbejdspladsvurdering (APV).
Det er en vigtig ledelsesopgave at forholde sig til kunstig intelligens af flere årsager. Dels spiller ledelsen en vigtig rolle i at forløse potentialerne for øget kvalitet og effektivitet. Dels er generativ kunstig intelligens så frit tilgængeligt, at det hurtigt kan blive en del af arbejdspladsens virkelighed, uanset om ledelsen har forholdt sig til det eller ej. Ledelsen og lederne har derfor en opgave i at sætte retning og rammer for brugen af kunstig intelligens på arbejdspladsen.
Læs mere om ledelse af implementering og brug af kunstig intelligens her.
Det er vigtigt, at ledelsen og medarbejderne samarbejder for at bidrage til en succesfuld organisatorisk implementering af kunstig intelligens. Ledelsen skal blandt andet være opmærksom på eventuelle krav til information og drøftelse i samarbejdsudvalget, hvis ledelsen påtænker at indføre kunstig intelligens, samt på krav til information til medarbejderne, hvis den iværksætter kontrolforanstaltninger gennem digital overvågning. Arbejdsmiljøorganisationen spiller desuden en vigtig rolle i at forebygge og håndtere eventuelle udfordringer i arbejdsmiljøet.
Læs mere om samarbejde om kunstig intelligens samt eventuelle krav til information og drøftelse her.
Kompetenceudvikling i kunstig intelligens er en forudsætning for at udnytte mulighederne ved kunstig intelligens og bruge løsninger ansvarligt. Med afsæt i arbejdspladsens strategiske mål og behov for strategisk kompetenceudvikling skal samarbejdsudvalget fastlægge principper og retningslinjer for arbejdspladsens samlede kompetenceudviklingsindsats. Dette udmøntes i en kompetencestrategi, som udgør en overordnet ramme for, hvilke kompetenceudviklingsaktiviteter leder og medarbejder kan drøfte og aftale i medarbejderudviklingssamtalerne.
Som arbejdsgiver er det vigtigt at være opmærksom på regler og rammer for ansvarlig brug af kunstig intelligens.
Find yderligere vejledning i ansvarlig brug af kunstig intelligens her.