Arbejdsretten har i en afgørelse fastslået, at en skole ikke havde udvist organisationsfjendtlig adfærd over for en tillidsrepræsentant, idet motivet for arbejdsgiverens adfærd ikke var tillidsrepræsentantens organisationstilhørsforhold.
Arbejdsretten har i en afgørelse fastslået, at en skole ikke havde udvist organisationsfjendtlig adfærd over for en tillidsrepræsentant, idet motivet for arbejdsgiverens adfærd ikke var tillidsrepræsentantens organisationstilhørsforhold.
Sagen omhandlede en tillidsrepræsentant på en skole, der ud over funktionen som tillidsrepræsentant var bestyrelsesmedlem for skolen. Tillidsrepræsentanten havde inddraget sin faglige organisation i en sag, der var rejst på et bestyrelsesmøde, og skolen fandt på den baggrund anledning til at indskærpe den tavshedspligt, som gælder for et bestyrelsesmedlem. Med udgangspunkt heri påstod organisationen, at skolen havde udvist organisationsfjendtlig adfærd.
I sagen konstaterede retsformanden generelt, at der ikke foreligger organisationsfjendtlig adfærd, hvis en arbejdsgivers adfærd (f.eks. en beslutning af ansættelsesretlig karakter) er sagligt begrundet.
Selv om en arbejdsgivers adfærd er i strid med parternes overenskomst, er dette ikke i sig selv udtryk for organisationsfjendtlig adfærd. Om dette er tilfældet, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder og efter praksis har det navnlig betydning, om motivet for arbejdsgiverens adfærd har været den anden parts organisationstilhørsforhold.
Retsformanden fandt at uenigheden i sagen navnlig vedrørte faglige uoverensstemmelser eller lignende, og at dette ikke er et forhold, der giver grundlag for at fastslå organisationsfjendtlig adfærd. Retsformanden fandt yderligere, at klager ikke har godtgjort, at et problematisk samarbejde mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten i hans egenskab af tillidsrepræsentant var udtryk for organisationsfjendtlig adfærd.
På den baggrund blev skolen frifundet.