I februar modtager 4000 offentlige ledere et spørgeskema om motiver og barrierer for at skifte job. Vi opfordrer alle, der modtager skemaet til at deltage i undersøgelsen, der skal være med til at sikre et godt udgangspunkt for fremtidige anbefalinger.
Kun få offentlige ledere skifter job på tværs af sektorer, og det kan betyde, at offentlige arbejdspladser går glip af udvikling og videndeling. Derfor modtager cirka 4000 offentlige ledere i februar et spørgeskema i e-Boks om deres motiver og barrierer for at skifte job. Ledernes besvarelser skal hjælpe en taskforce om ledermobilitet med at blive klogere på, hvad der får ledere til at søge lederjob i andre sektorer, og hvad der får ledere til at søge nye lederudfordringer inden for egen sektor.
Formanden for taskforcen og vicedirektør i Frederiksberg Kommune, Marie Louise Refsgaard, udtaler:
“Forbløffende få offentlige ledere skifter job mellem stat, regioner og kommuner i løbet af deres lederliv. Det er ærgerligt, for ledere i de tre sektorer kommer med vidt forskellige kompetencer og perspektiver, der har et stort potentiale til at styrke og videreudvikle opgaveløsningen i de øvrige sektorer. Med undersøgelsen ønsker vi at blive klogere på, hvad der hæmmer og fremmer lysten til at bringe egen ledelse i spil i en anden del af den offentlige sektor - og hvad der kan få arbejdsgivere til at tilvælge en lederkandidat, der kommer med en anden baggrund end den gængse. Det er et felt, vi i dag ved alt for lidt om. Vi håber derfor, at rigtig mange offentlige ledere vil tage sig tid til at være med i undersøgelsen - og dermed skubbe på, at vi som samfund bliver bedre til at hjælpe både ledere og arbejdsgivere med at gå nye veje.”
Vi opfordrer alle, der modtager undersøgelsen, til at deltage. Alle svar er vigtige, da de er med til at sikre et solidt udgangspunkt for fremtidige anbefalinger til øget ledermobilitet og ledelsesudvikling samt til lederes karrieremuligheder. Undersøgelsen gennemføres af Danmarks Statistik og VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) på vegne af taskforcen om ledermobilitet.
Taskforcen om ledermobilitet er et initiativ under Ledelses- og Kompetenceaftalen indgået mellem staten, KL og Danske Regioner. Taskforcen skal udkomme med anbefalinger til, hvordan man kan fremme ledermobilitet på tværs af sektorer. Taskforcen består af 8 top- og mellemledere fra den statslige, regionale og kommunale sektor samt fra det private. Derudover er der knyttet 2 forskere til taskforcen.