Uklare og modstridende krav i arbejdet defineres som krav i arbejdet, der ikke er tydelige, eller som er uforenelige. De kan være en belastning for det psykiske arbejdsmiljø.
Uklare krav er fx, at medarbejdere er i tvivl om, hvilke opgaver de skal løse, hvordan de skal løse opgaverne, hvad der forventes af dem, eller hvornår arbejdet er udført godt nok.
Modstridende krav er krav eller forventninger, som medarbejdere ikke har mulighed for at indfri inden for de rammer, der er for arbejdet. Det kan være forventninger fra ledelse, kolleger, borgere og samarbejdspartnere.
Uklare og modstridende krav kan indebære en risiko for medarbejdernes sikkerhed og sundhed, især hvis de forekommer over en længere periode, enten hver for sig eller samlet. De kan også øge risikoen for arbejdsulykker.
Ledelsen skal vurdere, om de uklare og modstridende krav udgør en risiko for sikkerhed og sundhed og sikre at arbejdet kan udføres fuldt forsvarligt. Det kan bl.a. ske gennem klarhed i planlægning, tilrettelæggelse og rollefordeling af arbejdet samt støtte fra kolleger og ledelse.
Uklare og modstridende krav i arbejdet kan være både udviklende og motiverende for mange medarbejdere i staten, som trives med at løse opgaver med stor grad af kompleksitet. Det kan give dem mulighed for at udfolde sig, bruge deres kreativitet og faglighed, og det giver indflydelse på arbejdets indhold og udførelse, som mange tiltrækkes af. Det afgørende her er, at der er god dialog mellem leder og medarbejder om, hvordan man lever op til de forventninger og krav, der stilles.
Læs mere om uklare og modstridende krav i arbejdet i Arbejdstilsynets vejledning.