Arbejdsrelateret vold og trusler

Arbejdsrelateret vold defineres ved, at personer, der ikke er ansatte eller arbejdsgiver i virksomheden, udøver vold mod ansatte eller arbejdsgiver. Volden kan både finde sted i arbejdet og uden for arbejdstiden samt på og uden for arbejdspladsen.

Vold dækker over:

  • Fysisk vold er angreb mod kroppen, fx overfald, forsøg på kvælning, knivstik, spark, slag, kast med genstande, bid, krads eller spyt.
  • Psykisk vold er trusler om vold og anden krænkende adfærd, fx trusler, chikane, ydmygelser og mistænkeliggørelse. Psykisk vold kan både udøves mundtligt og uden ord samt digitalt fx via mail eller sociale medier.

Forebyggelse og håndtering

Arbejdsgiver har ansvaret for at forebygge, at medarbejderne udsættes for vold på og uden for arbejdspladsen, og skal løbende vurdere risikoen og planlægge arbejdet hensigtsmæssigt.

Alle kan bidrage til forebyggelse af vold. Medarbejdere kan være opmærksomme på potentielle risikofaktorer, deltage i træning i konflikthåndtering og rapportere om eventuelle bekymringer eller episoder til ledelsen. Samarbejde og åbenhed på tværs af organisationen er afgørende for at skabe et sikkert og trygt arbejdsmiljø, hvor vold ikke tolereres.

Få mere viden om forebyggelse af vold på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Læs mere om arbejdsrelateret vold på Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø Velfærd & Offentlig Administrations hjemmeside.

Få mere viden om forebyggelse og håndtering af vold i bl.a. politi, forsvar og kriminalforsorgen på BFA 5's hjemmeside.

Få mere viden om forebyggelse og håndtering af vold og trusler ved passagertransport på BFA5's hjemmeside.

Læse mere om forebyggelse af arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid på Arbejdstilsynets hjemmesiden.

Læs mere om forebyggelse af arbejdsrelateret vold uden for arbejdstiden for bl.a. politi, forsvar og fængselsvæsen på BFA5's hjemmeside. 

Hvis uheldet er ude, og medarbejdere bliver udsat for vold eller trusler i forbindelse med deres arbejde, skal arbejdsgiver iværksætte en række tiltag, som skal medvirke til, at både den berørte medarbejder og kollegaerne kan komme igennem oplevelsen på den bedste måde, samt forebygge, at det sker igen.

Efter en voldsepisode har arbejdsgiver også pligt til at sørge for, at episoden bliver registreret og evalueret. På den baggrund skal det vurderes, om virksomhedens plan for forebyggelse eventuelt skal revurderes.

Læs om anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme her.

Digital chikane

Digital chikane defineres som psykisk vold. Det kan være trusler og anden krænkende adfærd som fx ubehagelige og nedsættende kommentarer, afpresning, offentlig udhængning, stalking og seksuel chikane, der foregår online.

Digital chikane kan foregå via mail, telefonopkald, hjemmesider og sociale medier. Digital chikane er arbejdsrelateret, når en ansat udsættes for chikane i forbindelse med arbejdet. Det gælder både i og uden for arbejdstiden og via arbejdspladsens eller medarbejderens egne kommunikationskanaler.