Sagen omhandler indplacering af it-medarbejdere på henholdsvis Organisationsaftale for håndværkere og teknikere og Organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK).
Opmanden giver Medarbejder- og Kompetencestyrelsen medhold i, at Organisationsaftale for håndværkere og teknikere alene gælder for medarbejdere som overvejende varetager arbejdsopgaver af teknisk karakter, forstået som håndværksmæssigt arbejde, der vedrører det fysiske it-udstyr (hardware). Medarbejdere der udfører it-arbejde af administrativ karakter henhører derimod under HK eller PROSA aftalen.
Sagen angår den overenskomstmæssige indplacering af de medarbejdere, der er ansat i Rigspolitiets Koncern IT, og som har gennemgået data- og kommunikationsuddannelsen, herunder uddannelse som it-supporter, datatekniker eller data-fagtekniker, og som arbejder som sådanne. Rigspolitiet har indplaceret sådanne medarbejdere under Organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Spørgsmålet var, om de pågældende medarbejdere – i stedet eller tillige – er omfattet af Organisationsaftalen for Håndværkere, der er indgået mellem Finansministeriet og blandt andre Dansk Metalarbejderforbund. Afgørelsen beror på fortolkningen af § 1 i Organisationsaftalen for Håndværkere og teknikere for så vidt angår aftalens dækningsområde for it-arbejde.
Med udgangspunkt i to tidligere afgørelser i faglig voldgift, hvor opmanden lagde vægt på at dækningsområdet for håndværkeraftalen er afgrænset til ”håndværker-stillinger”, at der skal foretages en konkret stillingtagen til arbejdsopgavernes karakter. Dette betyder at en stilling falder inden for håndværkeraftalens dæk-ningsområde, hvis der overvejende varetages arbejdsopgaver af teknisk karakter som fremstilling, servicering, drift, reparation og vedligeholdelse. En stilling vil på den anden sidefalde uden for dækningsområdet, hvis der fortrinsvis varetages opgaver af mere administrativ karakter som omfattet af it-aftalerne med HK og PROSA.
På den anførte baggrund fandt opmanden, at håndværkeraftalens § 1 omfatter medarbejdere med data- og kommunikationsuddannelsen i Rigspolitiets Koncern IT, hvis de overvejende varetager arbejdsopgaver af teknisk karakter, forstået som håndværksmæssigt arbejde, der vedrører det fysiske it-udstyr (hardware).
Opmanden stadfæster de tidligere afgørelser i lignende sager, hvorefter indplacering af it-medarbejdere afhænger af en konkret vurdering af om arbejdet overvejende består af it-arbejde af teknisk eller administrativ karakter. Teknisk karakter forstås som håndværksmæssigt arbejde med det fysiske it-udstyr (hardware) og henhører under organisationsaftalen for håndværkere og teknikere, mens administrativt præget arbejde hører under organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Opmanden slår endvidere fast, at medarbejdere enten er omfattet af håndværkeraftalen eller af HK-aftalen, og ikke af begge aftaler på samme tid.