En faglig voldgift har afsagt kendelse i en sag om, hvorvidt der er sket brud på aftale om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, som følge af, et en medarbejder over en periode gennemsnitligt havde arbejdet mere end 48 timer om ugen.
Sagen omhandler en medarbejder i et ministerie, der var ansat som specialkonsulent efter akademikeroverenskomsten. Medarbejderen havde over en periode fra august 2021 til marts 2022, gennemsnitligt arbejdet mere end 48 timer om ugen.
Den faglige voldgift har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt der er sket brud på den såkaldte 48-timers regel. For at kunne behandle spørgsmålet om brud skulle den faglige voldgift først tage stilling til, om medarbejderen var undtaget fra 48-timers reglen som følge af, at medarbejderen kunne anses som selvtilrettelægger. Hvis medarbejderen ikke kunne undtages, skulle den faglige voldgift dernæst tage stilling til, hvilken normperiode, der gælder for special- og chefkonsulenter på akademikeroverenskomsten, og derfor over hvilken periode 48-timers reglen skulle beregnes.
Den faglige voldgift fastslog, at den konkrete medarbejder ikke kunne anses for selvtilrettelægger. Medarbejderen var derfor omfattet af 48-timers reglen.
Voldgiftsretten kom dernæst frem til, at der gælder en årsnorm for special- og chefkonsulenter på akademikeroverenskomsten. For denne gruppe medarbejdere skal 48-timers reglen i medfør af aftale om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden derfor beregnes over 12 måneder.
Eftersom medarbejderens gennemsnitlige arbejdstid over et år ikke oversteg 48 timer ugentligt blev Medarbejder- og Kompetencestyrelsen frifundet.
Kendelsen fastslår, at der gælder en årsnorm for special- og chefkonsulenter, og at referenceperioden for 48-timers reglen derfor er 12 måneder for medarbejdergruppen. Dette er i overensstemmelse med Medarbejder- og Kompetencestyrelsens hidtidige praksis og rådgivning.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen bemærker også, at kendelsen fastslår, at der fortsat ikke kan undtages hele grupper fra bl.a. 48-timers reglen, idet der som hidtil skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om den enkelte med-arbejder kan anses for selvtilrettelægger. Opmanden tilkendegiver, at han finder, at:
”EU-Domstolens praksis og Kommissionens fortolkningsmeddelelse om forståelse af direktivet kan lægges til grund ved vurderingen af hvem der kan undtages som selvtilrettelæggere. Det fremgår bl.a., at bestemmelsen kunne omfatte ”visse højtstående ledere” og ”visse eksperter, erfarne advokater i et ansættelsesforhold eller akademikere, der har betydelig frihed til at bestemme deres arbejdstid.” Det fremgår også, at bestemmelsen skal fortolkes således, at dens ”rækkevidde begrænses til det, der er strengt nødvendigt for at varetage de interesser, som disse undtagelser giver adgang til at beskytte”, og at ”en sådan undtagelse ikke kan fortolkes bredt og gælde en hel kategori af arbejdstagere.” Endvidere fremgår, at ”undtagelsen ikke finder anvendelse på arbejdstagere, hvis arbejdstid … kun delvist kan fastsættes af arbejdstagerne selv.” Endelig anføres bl.a., at anvendelsesområdet for art. 17, stk. 1, er ”ganske begrænset”.
Opmanden bemærker endvidere:
Særligt om udtrykket ”akademikere” bemærker jeg, at den engelske version af fortolkningsmeddelelsen anvender betegnelsen ”academics” … På den baggrund og i sammenhæng med udtrykket ”betydelig
frihed til at bestemme deres arbejdstid” må det antages, at der i hvert fald i første række sigtes til forskere mv., dvs. ikke til akademisk uddannede ansatte i almindelighed.
