En faglig voldgift har vurderet en arbejdsgivers afslag på omplacering i forlængelse af en påtænkt afskedigelse. Det blev fastslået, at arbejdsgiver ikke havde løftet bevisbyrden for, at lederen ikke var kompetent til at blive omplaceret til en ledig stilling, som vedkommende tidligere havde været ansat i.
En faglig voldgift har vurderet en arbejdsgivers afslag på omplacering i forlængelse af en påtænkt afskedigelse. Det blev fastslået, at arbejdsgiver ikke havde løftet bevisbyrden for,
at lederen ikke var kompetent til at blive omplaceret til en ledig stilling, som vedkommende tidligere havde været ansat i.
Sagen handlede om en leder, der var blevet afskediget fra sin stilling som sektionsleder i forbindelse med en omorganisering.
Lederen anfægtede ikke udvælgelsen af vedkommende, men pegede i sit partshørings-svar på, at der var tre ledige overlægestillinger, som vedkommende var interesseret i, idet vedkommende tidligere havde været ansat som overlæge hos myndigheden i en tilsvarende stilling.
Myndigheden foretog en vurdering af lederen i forhold til de ledige overlægestillinger, og efter en konkret, samlet vurdering af vedkommendes kompetencer kom myndigheden frem til, at en omplacering til en af de tre stillinger ikke var mulig. Ved vurderingen blev der bl.a. lagt vægt på, at vedkommende i sin funktion som leder havde haft samarbejdsproblemer med andre ledere og medarbejdere, hvilket vedkommende kort tid forinden havde modtaget en advarsel for.
Opmanden lagde til grund for afgørelsen, at lederen, indtil sin udnævnelse til sektionsleder, havde varetaget en overlægestilling uden ledelsesansvar omtrent svarende til dem, som nu var ledige, uden at dette havde givet anledning til påtaler eller problemer i øvrigt.
Endvidere blev det lagt til grund, at den skriftlige advarsel, som vedkommende havde modtaget kort tid inden partshøringen om påtænkt opsigelse, alene angik vedkommendes virke som leder og vedrørte adfærdsmæssige forhold, som der kunne rettes op.
Under disse omstændigheder fandt opmanden, at det kunne kræves, at ansættelses-myndighedens udsagn i opsigelsesbrevet om, at det efter en samlet vurdering ikke var muligt at omplacere vedkommende til den ønskede stilling uden ledelsesansvar, blev nærmere underbygget. Opmanden tilkendegav, at der heller ikke under bevisførelsen ved den faglige voldgift fremkom noget, der konkret underbyggede vurderingen.
Opmanden fandt herefter, at myndigheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at lederen ikke var kvalificeret til den ledige stilling, og at afskedigelsen derfor ikke var rimeligt begrundet i myndighedens forhold.
Kendelsen viser, at arbejdsgiver skal foretage en omhyggelig, konkret og individuel vurdering af, hvorvidt medarbejdere er egnede til at varetage ledige stillinger, som de selv mener, at de kan omplaceres til, for at kunne løfte bevisbyrden for, at omplaceringspligten er iagttaget. Dette gælder særligt, når medarbejderen objektivt set er egnet til at kunne varetage stillingen.
Kendelsen viser desuden, at arbejdsgivere ved denne vurdering skal sikre sig tilstrækkelig dokumentation med henblik på at kunne dokumentere sagligheden af vurderingen ved en efterfølgende prøvelse af vurderingen.
