Annoncering af mulighed for at tilkendegive interesse for at oprette en bidragsdefineret pensionsordning for ministre og folketingsmedlemmer

S, V, SF, LA, M, KF, RV og ALT har den 27. maj 2025 indgået en aftale om en reform af fremtidige folketingsmedlemmers og ministres lønninger, eftervederlag og pension.

 

Aftalen omfatter nye politikere, der efter næste folketingsvalg for første gang vælges til Folketinget eller udnævnes til minister. De nuværende politikere vil fortsætte på den nuværende ordning, da de allerede har optjent pensionsrettigheder på den nuværende ordning (tjenestemandspension).

 

Aftalen udmøntes ved to lovforslag i den indeværende samling (2025-26), således at den kan få virkning efter næste folketingsvalg. Aftalen med tilhørende bilag kan findes her:

 

https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2025/05/vederlag-reform

 

Et element i aftalen er, at de nye politikere, der omfattes af den nye vederlagsordning, får indbetalt pensionsbidrag af deres vederlag til en bidragsdefineret pensionsordning i en pensionskasse, dvs. svarende hvad der gælder for overenskomstansatte på det offentlige område.

 

Efter den politiske aftale kan den enkelte politiker selv vælge, hvilken pensionskasse, som pensionsbidraget ønskes indbetalt til, så længe pensionsordningen overholder pensionsbeskatningslovgivningen og omfattes af en tilbagekøbsklausul, jf. uddrag af afsnit 1.3. i den politiske aftale:

 

”For at skabe størst mulig fleksibilitet for den enkelte skal indholdet af pensionsdækningen alene reguleres af pensionsbeskatningslovgivningen samt derudover indeholde en tilbagekøbsklausul, så pensionen ikke kan tilbagekøbes i utide og samtidig beskyttes mod kreditorforfølgning.”

 

Den politiske aftale udmøntes i to lovforslag, der er fremsat for Folketinget og kan ses her:

 

L 59 - Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget.

 

L 60 - Forslag til lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre og pensionsbeskatningsloven.

 

For det tilfælde, at et kommende folketingsmedlem eller minister ikke anviser en pensionskasse, der kan eller vil opfylde ovenstående betingelser, ønsker Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Folketingets Administration at indgå en aftale med et pensionsinstitut, der derved forpligter sig til at optage de folketingsmedlemmer og ministre, som ikke selv anviser en pensionskasse til at modtage pensionsbidrag af deres vederlag.

 

Pensionsbidraget udgør det til enhver tid gældende pensionsbidrag efter overenskomst for akademikere i staten, for tiden 18,07 pct., af folketingsmedlemmets eller ministerens vederlag.

 

Der stilles ikke krav til ydelsessammensætningen i pensionsordningen. Pensionsordningen skal oprettes inden for rammerne af pensionsbeskatningslovgivningen samt indeholde en tilbagekøbsklausul, således at den ikke kan tilbagekøbes i videre omfang end efter de til enhver tid gældende regler om tilbagekøb i »Aftale om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten m.v. (ydelsessammensætning, tilbagekøb og overflytning i forbindelse med jobskifte)«, jf. Finansministeriets cirkulære nr. 9546 af 29. juni 2023. Aftalen er indgået mellem Finansministeriet v. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og de statsansattes centralorganisationer.

 

Tilkendegivelse af interesse for at oprette en pensionsordning

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Folketingets Administration skal hermed bede interesserede pensionskasser om at tilkendegive deres interesse for at indgå en aftale med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Folketingets Administration om en bidragsdefineret pensionsordning for ministre og folketingsmedlemmer, der lever op til de fastsatte krav. Aftalen vil omfatte ministre og folketingsmedlemmer, der ikke selv vælger en pensionskasse, der lever op til kravene.

 

Pensionsinstituttets tilkendegivelse af interesse for at oprette en pensionsordning for folketingsmedlemmer og ministre på de anførte vilkår skal være Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i hænde senest den 16. december 2025 kl. 14.00. Interessetilkendegivelsen skal ske skriftligt på pension@medst.dk med angivelse af ”Pensionsordning for folketingsmedlemmer og ministre” i emnefeltet.

 

Hvis flere pensionsinstitutter tilkendegiver interesse:

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen samt Folketingets Administration ønsker alene at indgå en aftale med ét pensionsinstitut af hensyn til den fremtidige administration af politikeres pensionsvilkår.

 

Hvis flere pensionsinstitutter tilkendegiver interesse i at oprette en pensionsordning for folketingsmedlemmer og ministre på de anførte vilkår, vil Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Folketingets Administration foretage et valg blandt de interesserede pensionsinstitutter på baggrund af en samlet vurdering baseret på en række kvalitative kriterier. De kvalitative kriterier er følgende:

 

  • Tilbagekøbsklausul og kreditorbeskyttet pensionsopsparing
  • Gennemsnitligt afkast i de seneste 5 år                         
  • Administrationsomkostninger for medlemmet af pensionsordningen
  • Forsikringsdækninger for medlemmet og dennes nærmeste pårørende

Det vil være en uvildig aktuar, som vil foretage en samlet vurdering af, hvilket af de interesserede pensionsinstitutter, der kan tilbyde den samlet set bedste pensionsordning til folketingsmedlemmer og ministre, der ikke selv anviser et pensionsselskab.

 

Det bemærkes, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Folketingets Administrationen ikke kan yde betaling for oprettelse og administration af pensionsordningen. Samtlige administrationsomkostninger i forbindelse med pensionsordningen forudsættes således afholdt af det enkelte folketingsmedlem eller minister som medlem af pensionsordningen.”

 

København, den 27. november 2025

 

Medarbejder og Kompetencestyrelsen

 

Folketingets Administration