Højesteret har fastslået, at en arbejdsgiver kan anvende en standardiseret metode som udgangspunkt ved vurderingen af, om en medarbejder har pligt til at tåle flytning af arbejdssted.
I perioden 2017-2021 blev der gennemført en administrativ reform, hvor det daværende SKAT blev erstattet af Skatteforvaltningen bestående af syv specialiserede styrelser. Formålet var blandt andet at styrke de faglige miljøer i de syv nye styrelser. Reformen, der var et led i regeringens plan ”Bedre balance II” om udflytning af statslige arbejdspladser, indebar en omfattende omorganisering og geografisk flytning af arbejdspladser for 1.500-2.000 medarbejdere, både overenskomstansatte og tidligere kommunale tjenestemænd. Flytningen blev håndteret af Administrations- og Servicestyrelsen (ADST).
ADST anvendte en standardiseret metode ved vurderingen af, om en flytning af tjenestested lå ud over, hvad den enkelte medarbejder var forpligtet til at tåle. Den standardiserede metode indebar, at det alene var mertransporttid til og fra arbejde, der var afgørende for, om medarbejderen skulle tåle flytningen.
ADST vurderede, at hvis mertransporttiden hver vej ikke oversteg 60 minutter for tidligere kommunale tjenestemænd og 45 minutter for overenskomstansatte, skulle medarbejderen tåle flytningen. ADST havde valgt ikke at gøre gældende, at de tidligere kommunale tjenestemænd skulle tåle mertransporttid på lige fod med statstjenestemænd uden kommunal baggrund.
Mertransporttiden blev opgjort ved brug af krak.dk baseret på kørsel i bil, hvis medarbejderen havde kørekort, og der var en bil i husstanden. Hvis dette ikke var tilfældet, blev mertransporttiden opgjort ved brug af rejseplanen.dk baseret på offentlig transport.
Indsigelser fra medarbejdere om relevante konkrete individuelle forhold kunne føre til, at den standardiserede metode blev fraveget.
Der var lokalt mulighed for at anvende en række kompenserende ledelsesværktøjer med henblik på at fastholde viden og kompetencer, herunder udvidet brug af fleksibel arbejdstilrettelæggelse, ydelse af fastholdelsestillæg og udvidet individuel kompetenceudvikling.
Medarbejdernes faglige organisation gjorde indsigelse i en række sager, som blev drøftet og løst med ADST. Der kunne ikke opnås enighed om tre medarbejdere, som indbragte deres sager for domstolene.
En tjenestemand med tidligere kommunal baggrund blev pålagt at flytte arbejdssted fra Fredensborg til Næstved. Mertransporttiden blev ved den standardiserede metode opgjort til 57 minutter. Medarbejderen gjorde indsigelse mod opgørelsen og henviste til, at krak.dk ikke gav et retvisende billede af den reelle merttransporttid, når der tages hensyn til myldretidstrafik, og fremlagde i stedet sine egne opgørelser på grundlag af Google Maps.
En anden tjenestemand med tidligere kommunal baggrund blev pålagt at flytte arbejdssted fra Høje Taastrup til Fredensborg. Mertransporttiden blev opgjort til ca. 33 minutter ved brug af den standardiserede metode. Medarbejderen gjorde indsigelse mod, at opgørelsen tog udgangspunkt i kørsel i bil. Medarbejderen plejede at cykle og fremhævede, at ægtefællen brugte deres fælles bil.
Den tredje medarbejder, som var overenskomstansat med tidligere kommunal baggrund, blev pålagt at flytte arbejdssted fra Høje Taastrup til Fredensborg. Mertransporttiden blev opgjort til ca. 31 minutter. Medarbejderen havde normalt benyttet sig af offentlig transport og oplyste, at ægtefællen også brugte deres fælles bil. Medarbejderen var i 2015 blevet varslet flytning fra Holbæk til Høje Taastrup. Hun gjorde derfor gældende, at mertransporttiden skulle opgøres i forhold til offentlig transport og med udgangspunkt i det tidligere arbejdssted i Holbæk.
Højesteret afsagde dom i sagerne den 9. april 2025 (UfR 2025.2443). Højesteret fandt, at ADST’s metode for fastlæggelse af tålegrænsen klart holder sig inden for rammerne af de principper, der i forbindelse med en generel administrativ reform gælder for tjenestemænd med kommunal baggrund og overenskomstansatte. Højesteret henviste herved til UfR 2011.551/2 og UfR 2011.2104 (”krak-dommen”).
De tre medarbejdere måtte derfor som udgangspunkt acceptere at blive bedømt efter den standardiserede metode, som bygger på en forudsætning om, at medarbejderen normalt vil anvende den transportform, der er den tidsmæssigt mest fordelagtige. Spørgsmålet var herefter, om medarbejdernes indsigelser førte til, at den standardiserede metode skulle fraviges.
Flertallet i Højesteret fandt, at ingen af de tre medarbejderes individuelle forhold gav anledning til at fravige den standardiserede metode. ADST blev derfor frifundet i alle tre sager.
Det tillægges ikke betydning i dommen, at medarbejdernes ægtefæller benyttede bilen, at der ikke tages højde for myldretidstrafik, at medarbejderen normalt cyklede på arbejde, at medarbejderen tidligere var blevet varslet flytning af arbejdssted, idet kørsel i bil var den mest fordelagtige transportform, når der var bil i husstanden, og medarbejderen havde kørekort. De tre medarbejderne skulle således tåle den af ADST opgjorte mertransporttid som følge af flytningen.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen finder, at dommen giver et godt grundlag for de statslige arbejdsgiveres behandling af kommende sager om geografisk flytning af arbejdspladser i forbindelse med administrative reformer.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen vurderer dog, at der ved denne dom alene er taget stilling til, hvorledes opgørelsen af mertransporttid kan opgøres. Det er Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering, at grænserne for, hvad medarbejdere skal tåle med hensyn til mertransporttid næppe er endeligt afklaret med dommen. Det gælder særligt i forhold til tidligere kommunalt ansatte tjenestemænd, som er overgået til statslig ansættelse og dermed over tid må kunne betragtes som omfattet af de forpligtelser, der gælder for statstjenestemænd i henhold til tjenestemandslovens § 12.
