Landbrugselev kunne godt indgå i flekstidsordning

Forbuddet mod, at elever har overarbejde, var ikke til hinder for, at en landbrugselev kunne indgå i en lokalt aftalt flekstidsordning. Det fremgår af en tilkendegivelse i en faglig voldgift.

Kendelsen tager stilling til, hvilke arbejdstidsregler, der gælder for en landbrugselev, herunder om en lokal flekstidsaftale også omfattede elever.

Opmandens afgørelse

Opmanden fastslår, at der i overenskomsten sondres mellem overarbejde og flekstid. Fællesoverenskomstens forbud mod overarbejde for elever omfatter ikke flekstid, som ikke samtidig har karakter af pålagt overarbejde.

Opmanden lagde bl.a. vægt på, at organisationsaftalen med 3F for landbrugsarbejdere, gartneriarbejdere, gartnere og forsøgsmedarbejdere giver mulighed for at indgå lokale aftaler om normperiodens længde og om arbejdstid ud over ugenormen mod opsparing af timer til senere afvikling. Det betyder, at der lokalt kan indgås flekstidsaftaler, hvor opsparede timer, som ikke er afviklet inden normperiodens udløb, ikke anses for overarbejde. Dermed kan sådanne timer heller ikke anses for overarbejde i relation til fællesoverenskomstens forbud mod elevers overarbejde.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen bemærker

Afgørelsen vedrører organisationsaftalen med 3F for landbrugsarbejdere mfl., men er på linje med bestemmelserne i cirkulæret om organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), hvor det i cirkulærebemærkningerne udtrykkeligt er anført, at ”Kontorelever og laboratoriepraktikanter kan indgå i lokale aftaler om flekstid”.

Læs tilkendegivelsen om landbrugselev og flekstidsordning her (Word)