Afskedigelse af medarbejder som var raskmeldt til det brede arbejdsmarked

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er blevet frifundet i en sag om afskedigelse af en medarbejder med kort sygefravær.

Medarbejderen sygemeldte sig dagen efter at have modtaget en partshøring om påtænkt advarsel for utilfredshed med opgaveløsningen. Medarbejderen oplyste, at sygemeldingen var psykisk betinget grundet nuværende og tidligere forhold hos arbejdsgiveren.

Kommunen traf afgørelse om standsning af sygedagpengerefusionen til arbejdsgiveren, idet kommunen på baggrund af oplysninger fra læge og medarbejderen vurderede, at medarbejderen var raskmeldt i forhold til det brede arbejdsmarked og ville kunne varetage andet arbejde på en anden arbejdsplads, men at medarbejderen ikke kunne vende tilbage til sin nuværende arbejdsplads.

På baggrund af afgørelsen fra kommunen om at standse sygedagpengerefusionen valgte arbejdsgiveren at afskedige medarbejderen. Medarbejderen havde på afskedigelses-tidspunktet ca. 2,5 måneds sygefravær. Medarbejderen havde ca. 4 års anciennitet.

Sagen blev herefter indbragt for faglig voldgift med krav om en godtgørelse. 

Opmandens afgørelse

Opmanden overvejede, om arbejdsgiveren med rette kunne lægge til grund, at medarbejderen ikke kunne vende tilbage til sin stilling, som kommunen havde vurderet, når medarbejderen i sit partshøringssvar til afgørelsen om afskedigelse havde anført, at han kunne vende tilbage til sin stilling hos arbejdsgiveren.

Opmanden indledte sin begrundelse for kendelsen med en gennemgang af de forskellige omstændigheder i sagen, der kunne indgå i vurderingen af, om arbejdsgiveren kunne lægge til grund, at medarbejderen ikke kunne vende tilbage til sin stilling:

” Der havde forud for sygemeldingen den 10. december 2020 og efter en tjenstlig samtale i sommeren 2019 været et forløb, hvor A ved flere lejligheder havde givet udtryk for, at han havde det psykisk svært på jobbet. Det aktuelle sygefravær var ligeledes psykisk betinget. Det var oplyst, at han under sygemeldingen havde givet kommunen, der ydede sygedagpengerefusion, indtryk af, at han ikke forventede at vende tilbage til sin stilling, men var i gang med at søge andre jobs. Hans læge havde i sin attestering i en mulighedserklæring givet udtryk for, at han ikke kunne deltage i sit hidtidige arbejde ”under de nuværende forhold, der bør tages hensyn og jeg synes man skal lave omplacering under anden ledelse”. Dette måtte naturligt forstås sådan, at de forhold, A hidtil havde arbejdet under, skulle ændres, hvis han skulle kunne vende tilbage, og at lægen som den relevante skåneforanstaltning pegede på, at han skulle under en ny ledelse. Det var da også sådan, Odense Kommune havde forstået den lægelige vurdering i forbindelse med kommunens behandling af spørgsmålet om sygedagpengerefusion. Lægens udsagn om en tidshorisont for sygemeldingen på ”foreløbig 6-8 uger” måtte efter ordlyd og sammenhæng forstås som den tid, der under alle omstændigheder skulle gå, før A eventuelt ville kunne genoptage arbejdet med det nævnte skånehensyn. As udsagn i høringssvaret over den påtænkte opsigelse om, at han ville kunne vende tilbage til sin hidtidige stilling, stemte ikke med, at han i høringssvaret også skrev, at hans læge havde vurderet, at han på længere sigt kunne ”raskmeldes til andet arbejde, men ikke til mit nuværende”, og heller ikke med, at han i høringssvaret skrev, at hans nærmeste ledelse i de sidste par år havde gjort hans arbejdsforhold ”så psykisk uholdbare, at jeg ikke har været i stand til at varetage mit arbejde, uden yderligere risiko for mit helbred”

Opmanden fandt, at arbejdsgiveren i den foreliggende sag havde grund til at anse det for urealistisk, at medarbejderen ville kunne vende tilbage til sin stilling.

Opmanden vurderede herefter, om arbejdsgiveren havde et medansvar for medarbejderens sygemelding, der kunne medføre, at arbejdsgiveren havde en særligt vidtgående pligt til at undlade at afskedige på grund af medarbejderens sygefravær. Efter bevisførelsen fandt opmanden, at dette ikke var tilfældet.

Opmanden vurderede efterfølgende, om arbejdsgiveren kunne have omplaceret med-arbejderen til en anden stilling under anden ledelse, som lægen havde foreslået som en mulig tilpasning. Opmanden fandt, at arbejdsgiveren forud for afgørelsen om afskedigelse havde overvejet mulighederne for at omplacere medarbejderen, og at der ikke var nogen ledige stillinger, hvor medarbejderen havde de nødvendige forudsætninger for at kunne bestride stillingen.

Samlet fandt opmanden, at afgørelsen om afskedigelse var berettiget, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte arbejdsgiverens vurdering af, at det ikke var muligt at omplacere medarbejderen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsens bemærkninger

Kendelsen fastslår, at hvis det er klart for en arbejdsgiver, at en sygemeldt medarbejder ikke vil kunne genoptage sit arbejde på grund af sygdom, kan det være berettiget at afskedige en medarbejder selv efter et kortere sygefravær.

Som en del af den samlede vurdering for afgørelse om afskedigelse giver kendelsen mulighed for, at en offentlig arbejdsgiver ved en afgørelse om afskedigelse kan inddrage medarbejderens oplysninger afgivet til fra andre myndigheder.

Kendelsen er konkret begrundet, og det anbefales derfor at genlæse kendelsen i forbindelse med behandling af konkrete sager, hvor arbejdsgiveren har mistet retten til sygedagpengerefusion med den begrundelse, at medarbejderen er raskmeldt i forhold til det brede arbejdsmarked og ikke kan genoptage arbejdet hos sin nuværende arbejdsgiver.

Læs kendelsen her