Voldgiftkendelse fastslår, at eksterne lektorer ved professionshøjskoler og erhvervsakademier kan ansættes efter timelønscirkulæret.
Sagen angik, om eksterne lektorer ved professionshøjskoler og erhvervsakademier mv. er omfattet af parternes overenskomster, eller om der kan ske ansættelse efter Finansministeriet cirkulære om timelønnet undervisning.
Akademikerne, Lærernes Centralorganisation og Centralorganisationen af 2010 gjorde gældende, at ansættelse som ekstern lektor ved professionshøjskoler og erhvervsakademier mv. skal ske efter den relevante overenskomst.
Finansministeriet gjorde gældende, at eksterne lektorer ved professionshøjskoler og erhvervsakademier mv. kan ansættes efter timelønscirkulæret.
Opmanden gav Finansministeriet medhold, idet opmanden fandt følgende:
”at parternes overenskomster må forstås således, at de ikke er til hinder for, at ansættelse som underviser finder sted i henhold til timelønscirkulæret, når antallet af arbejdstimer ikke overstiger en timegrænse på 780/680 timer årligt.
Det arbejde, der er forbundet med en ekstern lektors undervisning, kan ikke overstige 300 timer årligt. Arbejdet falder således klart inden for den timegrænse, som fremgår af timelønscirkulæret.
Selv om stillingen som ekstern lektor er karakteriseret som en ny stillingskategori, og selv om særlige kvalifikationskrav skal være opfyldt for at blive ansat som ekstern lektor, er der ikke grundlag for at fastslå, at ansættelsen falder uden for anvendelsesområdet for timelønscirkulæret, som alene er afgrænset efter en timegrænse.”