Hvad er onboarding, og hvorfor er det vigtigt?

På denne side kan du læse mere om onboarding. Vi har opdelt onboarding-processen i tre faser for at skabe overblik.

Onboarding er den proces, hvor en ny medarbejder bliver introduceret til sin nye arbejdsplads, herunder: 

  • får viden om organisationen og det at arbejde på en statslig arbejdsplads.
  • får værktøjer til at kunne påbegynde arbejdsopgaver.
  • får skabt nye sociale relationer i arbejdsfællesskabet.

Over tid vil onboardingen føre til en ny udvikling af både faglige og relationelle kompetencer, som vil udmønte sig i en oplevelse af tilknytning til arbejdspladsen. Onboarding er derfor mere end blot de første uger på den nye arbejdsplads, men strækker sig over en længere periode. Onboarding omfatter alle, der ansættes i en ny stilling, uanset anciennitetsniveau, uddannelsesmæssig baggrund og tidligere ansættelser.

Hvorfor er onboarding vigtigt?

Det kræver meget af en organisation at rekruttere de rigtige medarbejdere. Det stiller store krav til en arbejdsplads at oplære og integrere en ny kollega, og den nye medarbejder har en række forventninger, der i videst muligt omfang skal indfris. En systematisk og veltilrettelagt introduktionsperiode, har stor betydning for det nye ansættelsesforhold, og den kan være afgørende for, om den nye medarbejder kan se sig selv i jobbet på længere sigt. Fra en nyansat træder ind ad døren, til at denne medarbejder bidrager selvstændigt til arbejdspladsens værdiskabelse, går der cirka seks måneder. Medarbejdere, der får et velstruktureret introduktionsprogram, har 70 % større sandsynlighed for fortsat at være på arbejdspladsen efter tre år (kilde: BFA: Den gode modtagelse).

Det er derfor vigtigt at skabe en stærk tilknytning til arbejdspladsen allerede tidligt i ansættelsesforholdet, da fejlslagen onboarding kan betyde en større medarbejderomsætning og ressourcetræk til endnu en rekruttering.

Udover at styrke tilknytningen kan onboarding også have betydning for mange andre aspekter af arbejdslivet. Når medarbejderen oplever sig fagligt og socialt integreret i arbejdsfællesskabet, vil det f.eks. have en positiv effekt på deres produktivitet og engagement i arbejdet. Ifølge en norsk forskningsrapport er den vigtigste bestemmende faktor for, hvor produktiv den nyansatte bliver, om arbejdssituation og arbejdsmiljøet opleves som positivt eller negativt i starten (kilde: BFA: Den gode modtagelse).

Hertil kommer, at en positiv fortælling om arbejdspladsen kan have indflydelse på organisationens ansigt udadtil og styrke arbejdspladsens employer brand.

Onboardingens faser

Onboardingen af en ny medarbejder kan deles op i en rækker faser: