Københavns Byret har i en dom fra den 12. april 2022 fastslået, at det ubestridt er den nugældende tjenestemandspensionslov, der skal anvendes ved afgørelser om retten til ægtefællepension – også i de tilfælde, hvor tjenestemanden og ægtefællen har været gift i mindre end 3 måneder ved tjenestemandens død.
Ægtefællen stævnede i 2021 Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, fordi styrelsen i 2019 traf afgørelse om, at ægtefællen ikke var berettiget til ægtefællepension, da ægtefællen og tjenestemanden på tidspunktet for tjenestemandens død ikke havde været gift i mindst 3 måneder.
Det er efter tjenestemandspensionslovens § 11, stk. 1, nr. 3, en betingelse for ret til ægtefællepension, at ægteskabet er indgået mindst 3 måneder før dødsfaldet. Kravet om mindst 3 måneders ægteskab før dødsfaldet gælder dog ikke, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse, jf. tjeneste-mandspensionslovens § 11, stk. 2.
Ægtefællen var af den opfattelse, at betingelserne for ægtefællepension ville have været opfyldt efter den tidligere tjenestemandspensionslov af 18. juni 1969, hvor der var en betingelse om, at ægteskabet ikke måtte være indgået på dødslejet.
Det blev i den forbindelse gjort gældende, at det ikke har været lovforarbejdernes intention at lade en situation som den foreliggende udgå af lovens dækningsområde, hvor beslutningen om at indgå ægteskab blev truffet mere end 3 måneder før det pludselige dødsfald, hvor planlægningen af vielsen var helt uafhængig af dødsfaldsgrunden og hvor ægteskabet i øvrigt helt åbenbart ikke blev indgået på dødslejet. Ægtefællen gjorde endvidere gældende, at det forhold, at ægtefællen og tjenestemanden havde haft et langvarigt samliv på fælles bopæl, havde indrettet sig med gensidigt testamente samt havde planlagt en vielsesdato, gjorde, at betingelserne for ægtefællepension var opfyldt.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen gjorde gældende, at undtagelsesbestemmelsen i tjenestemandspensionslovens § 11, stk. 2, ikke fandt anvendelse i den konkrete sag, og at ægtefællen derfor ikke havde ret til ægtefællepension, fordi 3-måneders kravet ikke var opfyldt.
Københavns Byret har nu afgjort, at sagen skal afgøres efter den gældende tjenestemandspensionslovs § 11, og at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen på den baggrund skulle frifindes.