Bortvisning for modtagelse af gaver og andre fordele var berettiget

Det var i orden at bortvise en medarbejder, som uberettiget havde modtaget gaver, rabatter, forplejning og deltaget i arrangementer fra eksterne leverandører i et upassende omfang. Det fastslår ny kendelse af 8. juni 2020.

Kendelsen fastslår, at det ikke er tilladt at modtage gaver og andre fordele fra eksterne leverandører, når man er ansat i det offentlige. Som følge heraf var arbejdsgiveren derfor berettiget til at bortvise medarbejderen for overtrædelse af styrelsens interne retningslinjer for at modtage gaver og andre fordele samt for overtrædelse af reglerne, som også er beskrevet i vejledningen ”God adfærd i det offentlige”.

Den pågældende medarbejder havde været ansat i 27 år, og var ansat til bl.a. at varetage indkøb og andre bestillingsopgaver, herunder tæt kontakt og samarbejde med eksterne leverandører. Som led i et større sagskompleks, hvor styrelsen bortviste i alt 8 medarbejdere, konstaterede styrelsen, at medarbejderen ikke havde overholdt de interne retningslinjer for indkøb og havde benyttet sig af en privat indkøbskonto hos en ekstern leverandør samt foretaget private indkøb til kostpris. Medarbejderen blev på den baggrund bortvist.

I forbindelse med Kammeradvokatens efterfølgende undersøgelse af forholdene i styrelsen blev det efter bortvisningen konstateret, at medarbejderen også havde taget imod vingaver til jul i direkte modstrid med styrelsens interne og skærpede regler om gavemodtagelse. Endvidere blev det konstateret, at medarbejderen havde deltaget i arrangementer efter invitation fra leverandører uden eller med et meget begrænset fagligt indhold, ofte med bespisning. I alle tilfælde var der tale om fordele eller gaver, som medarbejderen havde modtaget i kraft af sit ansættelsesforhold eller sit tætte samarbejde med leverandøren.

Opmandens afgørelse

Opmanden fastslår, at forholdene både enkeltvis og samlet udgør en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet. Hverken den lange anciennitet eller det faktum, at enkelte forhold ligger flere år tilbage, kan føre til en anden vurdering af misligholdelsen. Opmanden finder derfor bortvisningen berettiget.

Opmanden lægger til grund, at reglerne for offentligt ansattes adgang til modtagelse af gaver og andre fordele er beskrevet i vejledningen ”God adfærd i det offentlige”. Opmanden lægger endvidere til grund, at en institutions egne interne skærpede regler er gældende for den enkelte medarbejder.

Opmanden lægger i kendelsen også til grund, at arbejdsgiver har anset overholdelse af reglerne om gavemodtagelse og andre fordele som et væsentligt ansættelsesvilkår. Opmanden fremhæver tillige, at medarbejderen havde eller burde have kendskab til reglerne samt vigtigheden af at overholde dem.

Opmanden pointerer, at medarbejderen har et selvstændigt ansvar for egen overtrædelse af reglerne om modtagelse af gaver og fordele. Det fritager ikke den enkelte for ansvar, at nærmeste leder har kendskab til overtrædelser, medvirker eller opfordrer til deltagelse i arrangementer eller modtagelse af gaver.

Opmanden fastslår tillige, at bortvisningsgrundlaget var tilstede på bortvisningstidspunktet og efterfølgende er blevet bestyrket, og at flere af de efterfølgende konstaterede forhold selvstændigt kunne udgøre et bortvisningsgrundlag.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen bemærker

Kendelsen bekræfter, at vejledningen ”God adfærd i det offentlige” kan lægges til grund ved vurderingen af om medarbejdere uberettiget har modtaget gaver eller andre fordele. Samtidig fastslår den, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis reglerne overtrædes.

Medarbejdere har et selvstændigt ansvar for at sætte sig ind i de gældende regler for modtagelse af gaver og andre fordele som følge af ansættelsesforholdet. Kollegaers manglende overholdelse af reglerne fritager ikke den enkelte for ansvar for selv at overholde reglerne.

Af denne sag kan det også konstateres, at forhold som ikke var kendt på tidspunktet for bortvisningen, men som opdages efterfølgende, kan inddrages i og bestyrke det samlede grundlag for bortvisningen ved en efterfølgende prøvelse af bortvisningens saglighed og proportionalitet.

Det er Medarbejder- og kompetencestyrelsens opfattelse, at reglerne om gavemodtagelse i det offentlige på baggrund af den konkrete sag viser deres berettigelse, og at reglerne som er beskrevet i vejledningen ”God adfærd i det offentlige” dermed er med til at sikre omverdenens og borgernes tillid til det offentlige.

Læs hele kendelsen om Bortvisning for modtagelse af gaver og andre fordele var berettiget