Procentregulering og lønoversigten pr. 1. februar 2021 sættes i bero

19-01-2021

Reguleringen af løn og tjenestemandspensioner pr. 1. februar 2021 sættes foreløbigt i bero.

Danmarks Statistik har identificeret en fejl i indberetningen af løndata for en del af de statsansatte til brug for opgørelsen af den statslige lønudvikling pr. 3. kvartal 2020. Danmarks Statistik arbejder på at udbedre fejlen, hvilket forventes at medføre en justering af den tidligere opgjorte lønudvikling i staten pr. 3. kvartal 2020. Læs mere på: Fejl i lønindekset for 3. kvartal 2020 - Danmarks Statistik (dst.dk)

En justering af den statslige lønudvikling pr. 3. kvartal 2020 vil som følge af den reguleringsordning, som blev aftalt i OK18-forliget, få betydning for reguleringsprocenterne for hhv. løn og tjenestemandspensioner pr. 1. februar 2021. Det er derfor aftalt mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og CFU at sætte lønreguleringen pr. 1. februar 2021 i bero foreløbigt, indtil betydningen af fejlen i den opgjorte statslige lønudvikling er afklaret.

Det betyder, at den gældende reguleringsprocent pr. 1. februar 2021 foreløbigt vil svare til reguleringsprocenten pr. 1. april 2020. Når fejlen i den opgjorte statslige lønudvikling er udbedret, vil den endelige reguleringsprocent pr. 1. februar 2021 blive beregnet og offentliggjort her. Den endelige reguleringsprocent pr. 1. februar 2021 vil fortsat have virkning fra 1. februar 2021. Der vil ved næstkommende lønudbetaling ske efterregulering af lønninger og pensioner med tilbagevirkende kraft, så der tilpasses til den korrekte reguleringsprocent pr. 1 februar.

Aftalen om foreløbigt at sætte lønreguleringen pr. 1. februar 2021 i bero medfører samtidig, at lønoversigten pr. 1. februar 2021 sættes i bero.

Læs mere om den statslige reguleringsprocent her