Skærpelse af smittebegrænsende tiltag på statslige arbejdspladser

18-12-2021

Fra søndag den 19. december 2021 reduceres det fysiske fremmøde på statslige arbejdspladser yderligere for at begrænse smitten med COVID-19 i samfundet.

På de statslige arbejdspladser udmøntes Epidemikommissionens kraftige opfordring til brug af hjemmearbejde på følgende måde:

Fremmøde

  • Arbejdet på de statslige arbejdspladser skal tilrettelægges med maksimalt 20 pct. fremmøde i det omfang, det er er muligt og hensigtsmæssigt.
  • Fremmødeprocenten omfatter ikke medarbejdere, som ledelsen undtagelsesvist har vurderet, ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra, fx fordi de varetager kritiske funktioner.
  • Det kan på den enkelte arbejdsplads besluttes, at fremmøde begrænses yderligere end til 20 pct., hvis det er muligt og hensigtsmæssigt.

Da der vil være mulighed for et begrænset fremmøde på arbejdspladserne, gælder følgende tiltag ved det fysiske fremmøde:

  • Fremmøde forudsætter, at Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om afstand mellem medarbejdere, hygiejne, udluftning mv., efterleves.
  • Fremmødet på arbejdspladsen kan eventuelt ske forskudt for at tage hensyn til myldretidstrafik.
  • Personalearrangementer, kontordage og interne seminarer afholdes digitalt.
  • Kravet om coronapas ved fysisk fremmøde er fortsat gældende.

De gældende anbefalinger om møder, kurser og arrangementer er fortsat gældende:

  • Møder afholdes i størst muligt omfang digitalt.
  • Eksterne fysiske møder begrænses eller holdes digitalt, når det er muligt.
  • Ved fysiske møder begrænses deltagerantallet.
  • Fysisk deltagelse på kurser og konferencer begrænses, men kan efter en konkret vurdering fra ledelsen ske, hvis det er særligt relevant.

Tiltagene træder i kraft søndag den 19. december 2021 og forventes indtil videre at være gældende i fire uger til og med den 16. januar 2022 kl. 08.00.

Det er vigtigt, at man fortsat har fokus på Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forebyggelse af smittespredning: 

På siden finder man en række generelle anbefalinger om forebyggelse af smittespredning som fx anbefalinger om vaccination, isolation af smittede, afstand og begrænset fysisk kontakt, udluftning, håndhygiejne og rengøring.

Det er også vigtigt, at man fortsætter med at tage visse forholdsregler, hvis en medarbejder testes positiv for COVID-19, har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en person, der er testet positiv for COVID-19. Hvis en medarbejder fx testes positiv for COVID-19, skal medarbejderen blive hjemme og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger: ’Hvis din test er positiv for COVID-19’

Hvis der udmeldes skærpede lokale eller nationale tiltag for håndtering af COVID-19, skal disse altid følges.