Sagen omhandlede en tillidsrepræsentant, der blev afskediget efter 8 måneders sygefravær. Uagtet at sygefraværet var arbejdstinget, vurderede opmanden, at arbejdsgiver ikke havde et medansvar for sygemeldingen.
Opmanden fandt samlet set, at afskedigelsen var berettiget. Der blev ved vurderingen lagt vægt på varigheden af sygefraværet og på, at ledelsen imødekom medarbejderens ønske om omplacering samt på det forhold, at det uanset omplaceringen fortsat fremstod usikkert, hvornår han ville kunne arbejde på fuld tid og med fuld opgaveportefølje.
Det blev endvidere fastslået, at det er den ansattes samlede uafbrudte ansættelsestid hos den enkelte arbejdsgiver, der er afgørende for beregningen af medarbejderens anciennitet, og ikke den samlede, men afbrudte anciennitet hos arbejdsgiveren.