Forhandlingsparter i staten
På arbejdsgiversiden har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen fået delegeret kompetencen af Finansministeriet til at indgå overenskomster og aftaler for de ansatte i staten.
På medarbejdersiden er der et stort antal organisationer, der hver især forhandler for deres medlemmer. De forskellige medlemsorganisationer har organiseret sig i større centralorganisationer: Centralorganisationen af 2010 (CO10), Lærernes Centralorganisation (LC), Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) og Akademikerne.
CO10 og LC har sammen etableret forhandlingsfællesskabet Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF).
CO10, LC, OAO og den del af Akademikerne, som repræsenterer tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte akademikere, har derudover etableret et fælles forhandlingsudvalg - Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU). De overenskomstansatte akademikere forhandler selvstændigt. Figuren nedenfor viser centralorganisationer, og hvordan de har organiseret sig.
Herudover forhandler en mindre række af personalegrupper selvstændigt.